Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Medie- og spilpolitik i Fristedet

Medie og spilpolitik for Fristedet.


Forord

Formålet med at have en medie- og spilpolitik i SFO og klubber er, at vi så vidt muligt ønsker at synliggøre de pædagogiske overvejelser, der er, i forbindelse med valg af spil til både PC og konsol. Det er samtidig vigtigt at forstå, hvorfor vi har tilladt de forskellige digitale medier og platforme i SFO og klubber, herunder f.eks. smartphones og tablets.

Medie- og spilpolitikken er konstant under revurdering, for at den bedst muligt kan følge med den digitale udvikling.

Vigtig info til forældre

Det er altid jeres ansvar at melde jeres børn fra, hvis I ikke synes jeres barn skal have lov til at spille et bestemt spil.

En beskrivelse af spil og vores overvejelser og årsager til at vi benytter disse spil i Klubberne, finder du under den enkelte klub.

Computerspil / Playstation / Wii

Hvorfor computerspil?

Computerspil er en naturlig del af børn og unges hverdag. På landsplan er det den største fritidsinteresse hos drenge, mens pigerne spiller lidt mindre. Det er derfor vigtigt, at vi ikke er i mod, men sammen med børnene/de unge viser interesse og udvikler regler omkring spillet.

CITAT (Center for digital dannelse):
Det kan føles umuligt at følge med i børnenes verden af computerspil. Vi ved det godt. Men det er faktisk en rigtig god idé at gøre det. For når du viser interesse og spørger ind til dit barns onlineliv – både i spil og på sociale medier – er du samtidig med til at gøre samtalen om det digitale til en naturlig del af hverdagen. Og det har mange fordele. For det første vil danske børn og unge rigtig gerne fortælle om det, de oplever online. Og for det andet er det nemmere for dem at spørge dig til råds, hvis du viser interesse og kender lidt til de steder, de færdes online. Derfor er nogle af vores – synes vi selv – bedste råd til forældre med børn, der gamer:

  • At du skal spørge dit barn, hvad han eller hun har oplevet i sit spil i dag.
  • At du beder dit barn vise dig spillet. Måske kan du endda få lov at prøve det.
  • At du laver regler, der passer til spildesignet. I Fortnite kan du f.eks. aftale med dit barn, hvor mange runder han eller hun må spille. Så afbryder du ikke spillet midt i en runde, og på den måde undgår du skænderier, hver gang computeren skal slukkes.


Aldersgrænser – hvordan?

Involvér – Analysér – Vurdér (Citat: Center for digital pædagogik)
Pointen for indlægget her er, hvis vi skal opsummere, at PEGI-mærkningen er rigtig fin som vejledning, men ingenlunde kan erstatte den personlige vurdering. For at skabe den mest nuancerede atmosfære for gaming (i hjemmet eller fritidsklubben) er det nødvendigt at involvere sig i miljøet og snakke med barnet/den unge om spillene, deres værdisæt og deres indhold. PEGI er ikke en one-size-fits-all løsning, så tag et kig på spillet i stedet og vurdér selv. Youtube har videoer fra ALLE spil på markedet; det har aldrig været nemmere at finde ud af, hvad computerspillene egentlig indeholder.

Kig på dit barn, kig på spillet og træf en beslutning. Det er den nemmeste måde at vurdere om et spil er egnet eller ej. PEGI er en automatiseret mærkningsordning som er fin nok, men den kan aldrig erstatte den personlige vurdering. Det er her forældre, SFO/klub-personale m.m. har et ansvar for at gå i dialog med den unge og snakke om spillet og dets værdier og attributter.  Lad være med at gøre tvivlsspørgsmål til en Ja/Nej-skyttegravskrig – kig på spillet, snak sammen og se om ikke I begge ender med at blive klogere og måske endda enige.

Udvalget af spil er bredt og ofte svært at overskue. Derfor har PEGI (Pan European Game Information), som er en sammenslutning mellem 16 europæiske lande, udviklet en aldersmærkning, der figurerer på alle spil. Det er vigtigt at vide, at denne mærkning kun er vejledende, og at den kun viser, hvilke uhensigtsmæssige elementer, der kan forekomme i spillet, men intet om hvilke brugbare elementer spillet også indeholder.

PEGI’s egen rådgivning til forældre er:

PEGI rådgiver om spils egnethed til en specifik aldersgruppe, men ikke alle børn er ens.
Der er det op jer forældre at beslutte, hvilke spil jeres børn må se og opleve.

Her er et par gode råd:

  • Kontroller altid aldersmærkerne på spillets emballage, eller via søgefunktionen på dette websted.
  • Forsøg på forhånd at definere, hvor længe og hvornår dine børn må spille. Forklar årsagerne til din beslutning, hvis I ikke er enige.
  • Kig efter et resumé eller en anmeldelse af spillets indhold, eller spil selv spillet først, hvilket er det allerbedste.
  • Spil sammen med dine børn, hold øje med dem når de spiller og tal med dem om det. Forklar hvorfor nogle spil ikke er egnede.
  • Tilskynd dine børn til at kommunikere og dele deres oplevelser.
  • Vær opmærksom på, at onlinespil kan gøre det muligt at overføre ekstra software, som kan ændre spillets indhold og dermed også spillets aldersklassifikation.
  • Onlinespil spilles ofte i virtuelle fællesskaber, hvor spillerne spiller med ukendte medspillere. Fortæl dine børn at de ikke må udlevere personlige oplysninger, og at de skal anmelde upassende opførsel.


Som det kan læses, er det ikke alle børn, der er ens. Derfor følger vi ikke udelukkende PEGI’s mærkninger, når vi vælger spil, men tager den naturligvis med i vores samlede overvejelser. Vi kigger bl.a. på, hvilken gevinst spillet kunne have for vores børnegruppe. Det kan være at samarbejde i hold, at lægge strategiske planer eller måske løse opgaver på tid.

Børnene er altid velkomne til at komme med ønsker til spil, men den endelige beslutning foretages af personalet. Ønskede spil vil altid blive diskuteret på personalemøde inden en eventuel godkendelse.

Vi vil løbende indsætte en pædagogisk begrundelse for alle spil, der spilles i afdelingerne. Se under den enkelte afdeling.

Formålet med computer og konsolspil

Computer- og konsolspil er meget andet end tidsfordriv og digital barnepige. Vi oplever, at det styrker relationer, ikke kun mellem børnene, men også mellem barn og voksen. Ud over det tydelige sociale aspekt, kan børn og unge også opbygge andre kompetencer. F.eks. sociale færdigheder, samarbejde, demokratisk forståelse, overblik, taktisk forståelse, planlægning, problemløsning, sproglig udvikling og bedre koncentration. Endvidere styrker det naturligvis også kompetencen i almen brug af computer og IT generelt.

Mobiltelefoner og smartphones

  • I SFO har vi valgt ikke at have mobiltelefoner.
  • I klubberne har vi valgt, at børnene må have deres mobiltelefoner efter nærmere aftalte regler.

Se under den enkelte afdeling.
 

Sociale medier

Vi opfordrer forældre til:

  • At interessere sig for hvilke sociale medier deres børn anvender
  • At tale med børnene om ordentlig etik på nettet.
  • Eventuelt selv at oprette en profil for bedre at kunne forstå børnenes/de unges verden.
  • At tale med børnene om at det er okay at anmelde dårlig opførsel.

Snapchat og TikTok

Børn og unge anvender især Snapchat og TikTok. Begge medier er hurtige måder at dele video, musik og opslag.

Digital Mobning

Vi er meget opmærksomme på digital mobning. Hvis dette observeres, handles der på det og forældrene inddrages.