Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forretningsorden for Samsø Skole

  1. På det første møde efter at den nye skolebestyrelses forældre er valgt, konstituerer skolebestyrelsen sig med formand og næstformand.

    Skolebestyrelsesvalgene foregår som rullende valg. Det betyder, at der er valg hvert andet år, hvor ca. halvdelen af de forældrevalgte er på valg. Dette tiltag er indført for at minimere risikoen for at have en bestyrelse der ikke er handlekraftig, som følge af at ingen af de forældrevalgte har erfaring med arbejdet. 

    Ved at have rullende valg hvert andet år, er der også den fordel, at det oftere er muligt som forældre at stille op og blive valgt til skolebestyrelsen. 

  2. Udtræder formanden af skolebestyrelsen i utide, konstituerer skolebestyrelsen sig på ny.

  3. Skolebestyrelsens møder afholdes for lukkede døre. Dagsordener og beslutninger kan formidles på skolens hjemmeside eller på anden måde offentliggøres på skolen.

    Medlemmerne af skolebestyrelsen har tavshedspligt i henhold til reglerne i forvaltningslovens § 27, straffelovens § 152 og § 152 c-f. 

    Bortset fra personsager er grundreglen, at man som medlem af skolebestyrelsen normalt kan fortælle enhver, hvilke sager der har været på dagsordenen, hvad der er besluttet, og hvad man selv har sagt. Man må ikke referere, hvad de andre mødedeltagere har sagt eller stemt. 

  4. Skolebestyrelsen kan til behandling af særlige spørgsmål indbyde andre til at deltage i møderne.

  5. Er et medlem forhindret i at deltage i et skolebestyrelsesmøde, skal det meddeles sekretærerne (skoleledelsen) eller formanden forud for mødet og anføres i beslutningsreferatet.

  6. Skolebestyrelsen afholder møde efter en årsplan, der vedtages på det første skolebestyrelsesmøde efter sommerferien - eller når det ønskes af formanden eller når en tredjedel af bestyrelsens medlemmer ønsker det med angivelse af punkter til dagsorden.

  7. Formanden fastsætter tid og sted for møderne i samarbejde med de øvrige skolebestyrelsesmedlemmer.

  8. Dagsorden skal i udgangspunktet udsendes 5 dage før mødet. Punkter til dagsorden skal være formand og skoleleder i hænde senest 10 dage før- dog kan det forekomme, at der kan komme nye punkter til efter udsendelse af dagsordenen, hvorefter disse skal godkendes på mødet.

  9. I særlige tilfælde kan formanden indkalde til møde med forkortet varsel. I så fald skal formanden forinden underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.

  10. Skolebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede.

  11. Medlemmerne kan deltage i bestyrelsens afstemninger, når de er personligt til stede.

  12. Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formanden stemme udslagsgivende.

  13. Der føres referat. Kun i særlige tilfælde, i principielle sager eller ved uenighed om et forslag medtages mindretalssynspunkter i referatet. I referatet anføres for hvert møde, hvilke personer, der har været til stede. Referatet læses op ved mødets afslutning og godkendes af de der har deltaget. Beslutninger truffet mellem møderne føres til referat på førstkommende skolebestyrelsesmøde. Referatet lægges på skolens hjemmeside hurtigst muligt efter mødet og senest ved mødeugens udgang.

  14. I forbindelse med høringssvar til Kommunalbestyrelsen, forvaltningen eller lignende, kan ethvert medlem forlange afvigende opfattelser tilført og medsendt bestyrelsens udtalelser.

  15. Skolens ledelse er bestyrelsens sekretærer og fører under møderne bestyrelsens referat.

  16. Et medlem kan ikke deltage i forhandlinger og afstemninger om en sag, hvori medlemmet er inhabil. Skolebestyrelsen kan træffe beslutning om at udelukke et medlem fra forhandlingerne i en sag, hvor medlemmet må antages at have en væsentlige personlig interesse.

  17. Formanden er bemyndiget til mellem møderne på skolebestyrelsens vegne at ekspedere almindelige løbende sager, som ikke tåler opsættelse, og som ikke giver anledning til tvivl. På førstkommende møde refererer formanden de således ekspederede sager. Beslutninger af væsentlig økonomisk karakter skal dog medtages på næstkommende skolebestyrelsesmøde.

  18. Skolebestyrelsen fører i henhold til lovgivningen tilsyn med skolens drift. I dagligdagen sker det via et højt informationsniveau fra ledelsen om almindelige driftsspørgsmål. Skolens ledelse forpligter sig til i så høj grad som muligt at informere bestyrelsens medlemmer via mail. Informationerne skal rumme en problembeskrivelse, samt de handlinger som ledelsen vil sætte i værk. Opfølgning på sådan information sker ligeledes i mail-form - og med kopi til alle bestyrelsens medlemmer. Er svarene ikke fyldestgørende - eller rummer bestemte sager principielle spørgsmål - kan sagerne sættes på dagsordenen på et efterfølgende skolebestyrelsesmøde. 

  19. Ændringer i og tillæg til skolebestyrelsens forretningsorden skal på et ordinært skolebestyrelsesmøde vedtages med 2/3 flertal. 

Således vedtaget på det ordinære skolebestyrelsesmøde den 19. juni 2023